Bad og badning
30. maj 2009 18:13, fritzfilur
Et bad er ikke rart, jeg bliver smurt ind i shampoo over det hele og det er i det hele taget en ydmygende forestilling for en maskulin fyr som mig!
Badning er noget helt andet og meget bedre. I går kørte matte og jeg på besøg hos mattes mor. Hun er en gammel dame, og jeg passer godt på hende, men sørger også for at muntre hende lidt op med boldspil og andre små lege.
I dag da vi kørte hjemad, gjorde matte holdt ved Sallingsund. Det er et sted, hvor der engang sejlede færger fra Mors til Salling, men nu er der en bro - og masser af sand og strand.
Solen skinnede og det var dejligt varmt, så jeg måtte naturligvis i vandet. Matte smed nogle sten i vandet, og jeg svømmede ud for at se, om jeg kunne finde dem. Det kunne jeg dog ikke - men jeg fik bevist over for matte og nogle andre mennesker, som kiggede på, at jeg er en dygtig svømmer!!!
Senere hentede matte min "trænings-kaste-ting" og den var meget lettere at finde i vandet. Ind i mellem var jeg dog nødt til at have hele hovedet under vand for at få fat i den.
Det kan vel ikke overraske, at det var en våd og træt hund, som sov bag i bilen hele vejen hjem...;-)
Da vi nåede hjem var jeg næsten helt tør, og efter et par briard-runder i haven var jeg helt tør og kunne tage mig en dejlig lur på min Fat-boy...